Der er mange penge at spare, hvis du skal købe brænde. Det viser en stor test af priser på brænde, som Videncentret Bolius har lavet i uge 42 i oktober 2019.
Videncentret Bolius har undersøgt priserne for et palletårn ovntørret brænde på 24 hjemmesider, der leverer brænde til hele landet. Vi har tjekket priserne på både bøg, birk, ask, eg og blandet løv. Brændepriserne er inklusive levering, der dog kan variere afhængigt af din bopæl.
Der er flest penge at spare på blandet løv – her er der 500 kroners forskel fra den billigste til den dyreste leverandør af et brændetårn ovntørret brænde. Den næstestørste prisforskel findes på ovntørret træ af birk og ask, mens den mindste er på bøg og eg. Generelt kan du spare 200-400 kroner afhængig af træsort.
Vær opmærksom på, at flere af brændeleverandørerne giver rabat, hvis du køber flere brændetårne. Dette er ikke medregnet i pristjekket.
LÆS OGSÅ: Sådan tørrer og stabler du bedst dit brænde
Blandet løv er det billigste træ
Målt pr. brændetårn er “blandet løv” det billigste træ til 1.795 kr./stk. hos briketten.dk. Den næst billigste pris findes hos bauhaus.dk, hvor prisen er 1.879 kr., mens den dyreste pris er 2.295 kr. – en prisforskel på 500 kr.
Hvilke træsorter der er i brændetårne med blandet løv varierer (ud over, at det alt sammen er fra løvtræ). Brændet kan således også være fra poppel og el, der har relativt lav brændværdi.
Brændværdien afgør, hvor meget energi der er i brændet – jo højere brændværdi, jo bedre. Bøg har den højeste brændværdi efterfulgt af ask/eg og birk.
Her er bøg billigst
Vil du fyre med bøgetræ, får du det billigst på fyrselv.dk til 2.195 kr. inkl. levering. Briketten.dk følger efter med en pris på 2.195 kr. inkl. levering. Der er 300 kroners forskel fra den billigste forhandler til den dyreste.
Vi har valgt almindeligt bøgetræ, hvor det har været muligt, i pristesten, ikke avnbøg.
Ask hos Jem & Fix er billigst
Jemogfix.dk tilbyder det billigste asketræ til 2.148 kr. inkl. levering. Det er cirka 200 kr. billigere end den gennemsnitlige pris for ask.
Birk billigst hos ovntoert.dk og bilka.dk
Da birk har dårligere brændværdi end både ask og bøg, og samtidig har nogenlunde samme prisleje, giver det måske ikke så meget mening at investere i det til brændeovnen.
Birk er dog også kendt for sin gode duft, når det afbrændes, og træet fænger let og giver mindre røg. Birkebrænde er billigst hos oventoert.dk. til 1.999 kr. inkl. levering og hos bilka.dk til 2.049 kr. inkl. levering.
Eg billigst hos brændestablen.dk
Eg er billigst hos dalmosebraende.dk, hvor prisen er 2.195 kr. for et palletårn. Det er 300 kr. billigere end hos varme-ekspressen.dk, hvor et palletårn egetræ koster 2.495 kr. Briketten.dk følger stærkt efter med en pris på 2.195 kr.
LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Sundhedsproblemer ved brændeovne og pejse
Levering af brænde kan koste dyrt
Flere forhandlere differentierer imellem levering øst og vest for Storebælt, hvoraf levering øst for Storebælt normalt er billigst. Hos ovntoert.dk koster levering til Sjælland dog 500 kr., mens levering vest for Storebælt er 200 kr. billigere. Ovntoert.dk er den eneste forhandler, hvor leveringsprisen er pr. palle.
I Videncentret Bolius’ prisundersøgelse er der medregnet levering til Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Det kan derfor godt betale sig at undersøge leveringsomkostningerne for netop din adresse, før du beslutter dig for, hvor du vil købe dit brænde.
Brænde “Til døren” er ikke altid til døren
Langt de fleste firmaer tilbyder at levere brændet til dit fortov gratis. Priserne i Videncentret Bolius’ undersøgelse er inklusive levering til fortovet.
Flere skriver, at de leverer brændet “til døren”, men det kan du ikke nødvendigvis tage bogstaveligt. Ofte betyder det blot, at firmaerne sætter det tonstunge brændetårn på fortovet ud for din matrikel.
Har du en lang indkørsel, er du dårlig til bens, eller gider du bare ikke besværet med at slæbe brændet fra fortovet og ind i skuret/garagen/under halvtaget, er det værd at notere sig, hvem der tilbyder transport helt ind, hvor du vil have brændet stående, samt hvor meget det koster.
Husk, at firmaerne er afhængige af, at underlaget er fast, da brændet + gaffeltrucken kan veje 2-3 ton. Derfor fraskriver flere firmaer sig også ethvert ansvar for skader – som fx knækkede fliser – i forbindelse med levering inde på grunden.
Forskel på, hvad der bliver leveret
Det kan også betale sig at tjekke, hvad det enkelte firma leverer. Silvan oplyser fx, at deres brændetårne er 1,5-1,8 m3, mens andre oplyser, at deres brændetårne er ca. 1,8 m3. Hvis Silvan leverer et brændetårn bøg på 1,5 m3 i stedet for 1,8 m3, svarer det til, at prisen stiger fra 2.199 kr. til 2.639 kr.
Hos bilka.dk følger der 3 små sække med optændingstræ med nogle af deres brændetårne. 3 sække har ca. en værdi af 100 kr. Har du alligevel tænkt dig at købe optændingstræ, kan det således betale sig at handle her.
Inden for flere træsorter er bilka.dk den absolut billigste, hvis denne besparelse på 100 kr. tages med i betragtningen.
Husk også at være opmærksom på, at du hos nogle firmaer skal bestille minimum to paller for at få dem leveret.
LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Brænde til brændeovne og pejse
Lufttørret vs. ovntørret brænde
Videncentret Bolius har kun undersøgt priserne på ovntørret træ hos brændesælgerne. Det ovntørrede brænde bør være klar til brug, når du får det leveret, selvom du ikke kan være helt sikker på det.
Leverandørerne sælger også lufttørret træ, hvilket typisk betyder, at det ikke er tørt endnu og stadig har brug for at ligge nogle måneder eller et års tid endnu for at tørre helt igennem.
Er der mere vand i træet, er det sværere at tænde, og du får mindre varme og mere sod, der kan føre til løbesod i skorstenen og i værste fald skorstensbrand.
Hvad skal du være opmærksom på, når du køber ovntørret brænde?
- Brændværdi – forskellige træsorter har forskellig vægtfylde, der har en afgørende betydning for, hvor meget energi der er i brændet. Bøg har den højeste brændværdi efterfulgt af ask/eg og birk.
- Fugtindhold – bør være højst 18 %, tjek det med en fugtmåler, når du får det leveret.
- Brændets kvalitet – jo mere kernetræ jo bedre, jo flere grene jo dårligere.
- Levering - er prisen inkl. levering, og leveres brændet til fortov eller døren?
- Mængden af brænde – angiver sælgeren brændetårnets indvendige eller udvendige mål (du får mest brænde, hvis det er indvendige mål)? Tjek, at du fået den korrekte mængde, når brændet leveres.
- Brændeleverandørens omdømme – tjek evt, anmeldelser af firmaet på Trustpilot.dk eller på Google.
Aftal fugtindhold med leverandøren
Når du bestiller brænde, bør du aftale med sælgeren, hvilken fugtighedsprocent brændet skal leveres med, og du bør kontrollere, om det leverede brænde har den aftalte fugtighedsprocent, inden lastbilen kører igen.
Det gør du med en fugtighedsmåler til brænde, der kan fås til et par hundrede kroner i byggemarkeder. Stik måleren ind omkring centrum af træet, og aflæs fugtighedsprocenten. Er den højere end det aftalte, bør du sende brændet tilbage eller få et afslag i prisen.
Brænde skal have et fugtindhold på højst 18 %
Brænde bør have en fugtighed på omkring 18 %, når du putter det i brændeovnen, fordi du dermed sikrer en såkaldt ren forbrænding, hvor du får fuld udnyttelse af træets energi og dermed mest mulig varme.
Tjek brændeleverandøren
Det kan være en god idé at tjekke, om brændeleverandøren er god nok, inden du køber brænde.
Du kan fx google navnet på leverandøren og se, om der dukker nogle omtaler op, eller tjekke anmeldelser på sites som Trustpilot.
Billigt at købe træ hos private eller i løs vægt
Det billigste brænde får du dog ikke hos de konventionelle brændesælgere.
Som regel kan du få træet endnu billigere, hvis du finder et brændeudsalg hos en privat eller et savværk, men husk, at der kommer transportomkostninger oveni.
Der kan også være penge at spare, hvis du får leveret brænde i løs vægt.
Billigst at sanke brændet selv
Det allerbilligste er dog at tage brændet i egen hånd i en af de danske statsskove med et sankekort, hvor du har flere muligheder for at få fat på brænde. Det kræver dog, at du gør en del arbejde selv.
8 gode råd om brænde og korrekt optænding i pejs og brændeovn
Den billigste måde at købe brænde på er typisk i skoven. Her er der flere muligheder:
Sank brænde
At sanke brænde er at indsamle træknuder og grene, der ligger i skovbunden i statsskovene, eller et helt træ eller rester fra skovning. For at gøre det, skal du købe et sankekort i Naturstyrelsens Brændebutik. Brændebutikken er dog p.t. lukket, mens en ny netbutik forventes at åbne i løbet af efteråret eller vinteren 2019. Indtil da er det ikke være muligt at købe brænde hos Naturstyrelsen.
Naturstyrelsen har pr. 1. januar 2016 indført et nyt landsdækkende salg af sankebrænde via nettet. Tilmeld dig nyhedsbrevet Brændeinfo og få besked, når der er sanketræ i dit område. Herefter køber du sankekortet og får tilsendt en købskvittering, og hvor brændet kan afhentes. Du skal hente brændet senest 3 måneder fra købsdatoen.
Priseksempel for sankebrænde for 1,5-1,8 rummeter (kubikmeter fastmasse, KFM):
- Godt løvtræ, typisk bøg: 400 kr.
- Almindeligt løvtræ, typisk eg og ask: 300 kr.
- Nåletræ: 200 kr.
Læs mere om sankning på Naturstyrelsens hjemmeside
Du kan også sanke og købe færdigt brænde i private skove. Find kontaktoplysninger på Dansk Skovforenings hjemmeside
Køb en brændestak
Her har skovarbejderne samlet træet, men du skal selv afhente stakken. Hvor og hvilket træ, du kan købe, kan du se i Naturstyrelsens brændebutik. Du kan også købe sankebrænde i netbutikken.
Priseksempler på brændestakke:
Prisen er pr. kubikmeter fast-masse (KFM) og inkl. moms. Træet er ikke savet og kløvet. Træet leveres ikke.
- Bøgetræ: 625 kr. (344-406 kr. pr. rummeter)
- Andet løvtræ: 550 kr. pr. kubikmeter fastmasse (302-357 kr. pr. rummeter)
- Nåletræ: 400 kr. pr. kubikmeter fastmasse (220-260 kr. pr. rummeter)
Skovning: Fæld selv træer
Hvis du har brug for store mængder brænde, kan du få lov til selv at fælde træer i statsskovene, som skovfogederne på forhånd har afmærket.
LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Sank selv: Sådan får du det billigste brænde
Hvad er træets brændværdi?
Træets brændværdi er den mængde varme, der udvikles ved fuldstændig forbrænding.
For næsten alle træarter er veddet bygget op på omtrent samme måde. Derfor er brændværdien for forskellige træarter nogenlunde ens, nemlig 19 megajoule (MJ) pr. kilo tørt træ.
Men fordi løvtræ vejer mere end nåletræ pr. rummål, er der mere brændværdi i en kævle løvtræ end i en kævle nåletræ af samme størrelse.
Blandt de forskellige sorter af løvtræ er er der mest brændværdi pr. rummål i bøg. Der er altså mest brændværdi i et palletårn af bøgetræ end af andre træsorter.
LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Hvor farlig er brændeovnsrøg egentlig?
The post Pristjek: Her er de billigste brændepriser i 2019 appeared first on Søndagsavisen.dk.